Tilbage

Håndudmalkning

Håndudmalkning er skånsom for brysterne, særlig i graviditeten, lige efter fødslen og ved sår/revner på vorterne.

Tips til stimulation af mælkedannelse og mælkenedløb:

  • Udbud følger efterspørgslen, dvs. hyppigere udmalkning des mere mælk får du
  • Hud mod hud kontakt imellem udmalkningerne
  • Sid godt, slap af og få evt. lidt massage i nakken
  • Hav drikkevarer indenfor rækkevidde
  • Hav dit barn tæt på dig, tænk på barnet eller hav et billede af barnet hos dig
  • Malk gerne ud med hånden, før brystpumpen bruges
  • Dobbelt-udmalkning øger mælkeproduktionen med ca 18 %, fedtindholdet med 1 % og sparer tid
  • Ved opbygning af mælkeproduktionen pumpes min x 8 i døgnet. Skal produktionen holdes ved lige 6-7 x i døgnet. Elektriske pumper er altid at foretrække, da udmalkning kan ske ved såvel kompression og dannelse af vakum.

”Power-pumping” øger mælkeproduktionen

Hvis man har en dobbeltbrystpumpe og kan pumpe på begge bryster samtidig:

Pump 20 min. – hvile i 10 min. – pumpe i 10 min. – hvile i 10 min – pumpe i 10 min. ialt 1 time.

Hvis man har en enkelt pumpe:

Pump 10 min på hvert bryst - hvile i 10 min. - pump 5 min fra hvert bryst. - hvile i 10 min - pump 5 min. fra hvert bryst - i alt 1 time. 

Gentages 3-4 gange i løbet af dagen og gerne 2 på hinanden følgende dage. Udmalkningsudstyret må maksimalt stå fremme i 3 timer inden det skal rengøres. 

Sådan malker du ud med hånden

Håndudmalkning er skånsom for brysterne, særlig i graviditeten, lige efter fødslen og ved sår/revner på vorterne. Håndudmalkning sker udelukkende ved kompression og vil på sigt ikke kunne holde en produktion ved lige.

  • Start med vaske dine hænder og find en ren ske, hvis det er opsamling af råmælk eller en skål når mælkeproduktionen er øget.
  • Brystet masseres blidt igennem med cirkelbevægelser udefra og ind mod vorten – for at stimulere nedløbsrefleksen. Stryg brystet med flad hånd udefra med retning mod bryst-vorten. Brystet kan også varmes ved omslag af en lun stofble.
  • Tag fat om det brune område som vist på tegningen nedenfor
  • Pres fingrene ind mod brystet/kroppen
  • Klem sammen om det brune område
  • Slip og gentag. Flyt fingrene hele vejen rundt på det brune område.

Du kan malke ud i en ren skål. Bliv ikke utålmodig, hvis der ikke kommer mælk med det samme. Der er flere små film om håndudmalkning på nettet, se forslag under link nederst på denne side.

Håndudmalkning

Pres - Klem sammen - Slip

Valg af brystpumpe

Manuelle brystpumper er billigst og kan bruges ved kortere udmalkningsperioder.
El-pumper anbefales ved længerevarende udmalkning og de fleste har både stimulations- og sugeprogram. Flere af maskinerne har dobbelt udtag til dobbelt-udmalkning, som stimulerer mælkedannelse maksimalt og tager kortere tid. Prisen på el-pumper afhænger af motorstørrelsen. Nogle apoteker og babyudstyrsforretninger lejer elektriske brystpumper ud.

Brug af brystpumpe

  • Vask altid hænder, inden du malker ud
  • Vælg den størrelse brystskjold der passer til dit bryst – Lun skjoldet.
  • Anbring pumpesættet på brystet
  • Vær opmærksom på, at brystvorten er placeret midt i skjoldet, så brystvorten ikke beskadiges
  • Indstil brystpumpen på laveste sug
  • Når brystet har vænnet sig til suget, kan suget langsom øges og nedløbsrefleksen aktiveres. Hvis brystvorterne er ømme eller revnede, fortsættes på et lavere sug.
  • Om muligt masseres brystet, mens der pumpes eller der komprimeres 10 sekunder med flad hånd på forskellige områder på brystet.

Modermælkens holdbarhed

Frisk udmalket modermælk

  • 3 døgn bagerst i køleskabet ved max. +5 grader celsius
  • 6 måneder i fryser ved -18 celsius

Optøet modermælk

  • Langsom optøet mælk kan holde sig 1 døgn i køleskab
  • Hurtig optøet mælk skal bruges med det samme
  • Optøet mælk må ikke fryses igen

Opvarmet modermælk

  • Rester af opvarmet mælk skal altid kasseres

Hvornår anbefales udmalkning

  • Fødsel før termin
  • Adskillelse af mor og barn
  • Den nyfødte sover i 1. levedøgn (håndudmalkning), start indenfor 1 time efter fødslen
  • Mælketilløb senere end 72 timer efter fødslen(særlig risiko ved problematisk fødsel, kejsersnit, smertelindring under fødslen, overvægt hos mor, PCO, diabetes, brystreduktion, fødsel før termin)
  • Nyfødt med stort vægttab
  • For lidt mælk
  • Barn med suttevanskeligheder
  • Ved brug af suttebrik, indtil mælken løber til
  • Voldsom brystspænding
  • Sår/revner på brystvorter – som aflastning
  • Brystinfektion
  • Håndudmalkning fra uge 36 i graviditeten indtil termin, 2 gange dagligt 5 minutter fra hvert bryst, især mødre med diabetes i graviditeten og diabetes inden graviditeten 
  • Ønske om modermælk til barnet, uden at amme

Link

Referencer:

  • SUNDHEDSSTYRELSEN, 2018. Amning: en håndbog for sundhedspersonale by Nilsson, Ingrid; Busk-Rasmussen, Marianne 4 edn. København: Sundhedsstyrelsen.
  • Jones and Bartlett: Breastfeeding and Human Lactation by Riordan, Jan; Wambach, Karen; 4.edn 2010
  • Oplæg ved Bente Dalsgaard, sygeplejerske, IBCLC Aalborg universitetshospital

Udarbejdet af: Anne Frehr Sørensen, Sundhedsplejerske, IBCLC – Sept. 2020