Forstoppelse
Det er meget forskelligt, hvor ofte børn har afføring. Et barn har forstoppelse, hvis det har hårde knoldede afføringer, som generer, giver ubehag og evt. smerter ved afføringen.
Et spædbarn har ikke forstoppelse, blot fordi der er påfaldende lang tid mellem dets afføringer, hvis barnet i øvrigt har det godt.
Ammebørn kan have afføring et par gange om dagen, men mange har det kun én til to gange om ugen. Enkelte kun hver 10.-14 dag når de er mere end 4 - 6 uger. Børn, der ammes, har kun lidt afføring, fordi mors mælk fordøjes og optages så godt, at der kun er få affaldsstoffer tilbage i tarmen. Afføringen er oftest tynd grynet og gullig i farven. Ammebørn har ikke forstoppelse, med mindre der ligger sygdom til grund for det.
Typisk afføringsmønster hos ammebørn
Tidsperiode Antal afføring pr dag:
0-2 dage: 1 eller flere
3-4 dage: mindst 2
5-7 dage: 1-4
1-6 uger: 3-5
6 uger – 6 mdr: 3-5+. Kan springe dage over
Grøn afføring hos et fuldammet barn er tegn på at afføringen kommer meget hurtigt igennem tarmen (kort transittid), og kan være tegn på overproduktion af mælk, virus / forkølelse, reaktion på fødevarer i mors diæt eller medicin-indtag hos mor eller barn.
Ved bekymring herom kontaktes sundhedsplejersken.
Børn, der får modermælkserstatning, har i reglen afføring én til to gange dagligt. Enkelte hver 2. dag. Deres afføring er mere fast end afføringen hos børn der ammes og de får lettere tegn på forstoppelse med ondt i maven og utilpashed. Afføringen kan reguleres via den modermælkserstatning barnet får. (Tal med sundhedsplejersken om valgmulighederne)
Sørg for at barnet får rigeligt med væske. Forstoppelse ses ofte ved overgang til skemad ved 4-6 mdr’s alderen. Nogle børn har i en periode brug for afføringsmidler som mikstur Laktulose eller Movicol der opløses i vand, - eller den modermælkserstatning barnet får.
Sundhedsstyrelsen anbefaler mikstur Laktulose(667 mg/ml).
Dosering:
Børn 0 - 6 mdr: 3 - 6 ml Laktulose pr. døgn fordelt på 2 doser. (1 ml/kg barn) Børn på 6 - 12 mdr: 5 ml x 2 dagligt. 1 – 4 år: 5 – 10 ml x 2 dagligt. Miksturen gives til barnets afføring er blevet normal. Det vil oftest vare 7-10 dage. Den kan herefter nedtrappes over de følgende uger
Ved brug af pulver Movicol junior (13 g macrogol 3350/brev)
Under 1 år: ¼ -½ brev dagligt 1 - 5 år: ½-1 brev dagligt (evt. fordelt på 2 doser) Over 5 år: 1-2 breve dagligt
Eller 1 g/kg barn dagligt. 1 Brev Movicol opløses i ¼ glas vand (62,5 ml) og kan opbevares 24 timer tildækket i køleskab. Virkning sker efter 12-24 timer. Movicol gives fast over lang tid, lige så lang tid som forstoppelsen har varet før opstart med Movicol. Det er vigtigt man finder den mindste dosis, der vedvarende giver blød afføring.
For yderligere oplysninger læs mere på drillemave.dk
Reference:
Breastfeeding and Human Lactation, 4. udgave, Jan Riordan og Karen Wambauch, IBCLC
Sundhedsstyrelsen, 2018. Amning: en håndbog for sundhedspersonale, Nilsson; Ingrid, Buske-Rasmussen; Mariann, 4. edn. København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen, 2015. Ernæring til spædbørn og småbørn – en håndbog for sundhedspersonale. 1.udg, 1. oplag.
Sundhedsstyrelsen, 2019. Sunde børn, Til forældre med børn i alderen 0-3 år. 22. udgave, 1. oplag, 2019
http://pro.medicin.dk/Medicin/Praeparater/2565 2019